Kom og lær hvordan du kan reparere strik med forskellige teknikker. Det kan både være håndstrikket og maskinstrikket.
Jeg præsenterer et oplæg om forskellige spændende teknikker som egner sig til reparation af strik:
vævestopning, maskesting, strikkede lapninger, schweizisk reparation og tungesting. Der er både teknikker hvor reparationerne bliver synlige – også kaldet visible mending og nogle som bliver mere usynlige. Jeg giver introduktion til teknikkerne, tips og tricks til redskaber og materialer. Jeg viser prøver, bøger og billeder til inspiration. Herefter skal du i gang med teknikkerne og hvis du ønsker det: reparation af dit medbragte strik. Du får vejledning i hvilke teknikker, der egner sig bedst.
Du får et kompendie om teknikkerne til reparation af strik med hjem.
Det kræver ingen særlige forudsætninger for at deltage, blot interesse, tålmodighed og lyst til at arbejde med teknikkerne.
Medbring:
Dine restegarner/broderigarner – selv de mindste rester kan bruges, gerne en strikket lap på 20 x 20 cm glatstrik til at afprøve teknikker på, det er smart med en smal ret strikket kant hele vejen rundt, så prøven ikke ruller. Damp den også – et par min. over elkedel eller gryde er fint.
Gerne en strikket beklædningsgenstand eller accessories, der trænger til reparation, hvis du har det – det kan eks. være din yndlingscardigan, huer, strømper, mandens strikkede sweater, børn og børnebørns hullede tøj. Du kan også komme uden og fokusere på at lære teknikkerne. Hvis du har noget specifik garn, du gerne vil reparere med, så tag endelig det med.
Hvis du har det i dine gemmer, så medbring gerne broderigarner og broderigrej: broderinåle, broderisaks, men ellers er det ikke nødvendigt, da alt dette er til rådighed på workshoppen.



