Du kan på denne workshop sy det fineste og helt unikke julepynt af gamle broderier. På den måde kan de fine tekstiler komme til ære og værdighed igen og leve videre i en ny form.
Måske har du arvet en stak mellemlægsservietter, en klokkestreng, en fin dug, puder eller lignende, som du ikke nænner at skille dig af med. Det kan også være du selv har købt ”en skat” – et fund eller som jeg har samlet løs i årevis, fordi håndlavede ting har en særlig tiltrækningskraft og historie. Måske kan du ikke finde anvendelse for tekstilerne i dit hjem, måske nænner du ikke at sætte saksen i det, måske mangler du ideer.
Jeg har udviklet forskellige modeller med ophæng du kan sy. Modellerne har været udstillet og solgt på censurerede kunsthåndværkermarkeder arrangeret af Danske Kunsthåndværkere og Designere på b.la. Trapholt Museum for Kunst, Design og Kunsthåndværk Kolding.
Ingen deltagerforudsætninger andet end lyst og tålmodighed – alle kan være med.
Medbring: Hvis du har broderier, bånd, knapper og perler i dine gemmer, kan du medbringe det, men det er ikke et must, da alt hvad du skal bruge er til rådighed på workshoppen.
Oplæsning: Et juleeventyr af Charles Dickens og/eller 24 dage med rim i december af Knud Romer

