Broderi på børnetøj i “Broderi Moderne Århus C”
1 oktober | 18:30 – 21:30
Denne aften handler om broderi på børnetøj.
Børnetegninger er ofte ret fantastiske med et herligt udtryk, fine former og farver. Du kan medbringe dine børn eller børnebørns tegninger og brodere en af dem. Du kan prøve at spørge børnene, hvad de kunne tænke sig at få broderet på deres tøj eller bed dem selv lave en tegning. Det kan både være enkle stregtegninger og farvelagte tegninger. Du kan hente inspiration i børnebøger, hvis det f.eks. er velkendte figurer, som står på ønskelisten. Du har også mulighed for at tilkøbe motiver fra mit udvalg af broderidesigns til børnetøj.
Jeg giver introduktion til udvalgte frihåndsbroderiteknikker – kontursting, franske knuder, fladsyning, osv., tips og tricks til redskaber, materialer og overførsel af motiver til både faste vævede tekstiler og strik – både håndstrik og maskinfremstillet strik. Jeg viser broderede eksempler og spændende bøger om broderi til inspiration. Jeg viser også, hvordan du kan brodere korstingsmotiver på alle slags tekstiler samt maskesting på strik.
Broderierne kan både anvendes som ren dekoration og/eller som reparation af huller eller til at dække pletter med.
Du kan også brodere på tilbehør som tasker, huer og lignende.
Du får et kompendie om teknikkerne, redskaber, materialer og overførsel af motiver med hjem. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, blot interesse og lyst til at brodere. Workshoppen er for alle. Medbring: en – to beklædningsgenstande og/eller tilbehør du har lyst til at brodere på. Hvis du har ønsker til bestemte motiver, så medbring også disse. Hvis du har det derhjemme, kan du medbringe broderigarn, garnrester i forskellige kvaliteter, farver og tykkelse, hvis du vil brodere på strik. Broderigrej: broderinåle, broderiramme, broderisaks, forsvindingstusch, men ellers er det ikke nødvendigt, da alt hvad du skal bruge er til rådighed.
Praktisk information:
Workshoppen afholdes i brodeributikken “Broderi Moderne” Gammel Munkegade 1, Århus C.
Materialeprisen er 50,-kr. som betales til underviser på kurset. Kursusprisen inkluderer kaffe/the/vand og lidt sødt. Der er mulighed for at shoppe i butikken denne aften.
Se mere og tilmeld dig her: https://broderi-moderne.understory.io/da/experience/9c87e6869a1bc648f715f353aedee177

